Hjem - Blog - Detaljer

Nøglekarakteristika for grafitaflejringer

Sammensætning og struktur
Den kemiske sammensætning af grafit er kulstof (C). Naturligt forekommende grafit er sjældent ren; det indeholder ofte 10%-20% urenheder, herunder SiO2, Al2O3, MgO, CaO, P2O5, CuO, V2O5, H2O, S og FeO, samt H, N, CO2, CH4 og NH3. Grafitmineraler fremstår jernsort til stålgrå med en skinnende sort stribe; de udviser en metallisk glans (selvom kryptokrystallinske aggregater virker matte) og er uigennemsigtige. Spaltning langs {0001} er perfekt. Hårdhed er anisotropisk, spænder fra 3 til 5 vinkelret på spaltningsplanet og 1 til 2 parallelt med det. Mineralet er blødt, med en densitet på 2,09-2,23 g/cm³, føles fedtet og pletter let på fingrene. Tynde sektioner er generelt uigennemsigtige i transmitteret lys, selvom ekstremt tynde flager transmitterer lys og fremstår lysegrønlig-grå; den er enakset med et brydningsindeks på 1,93-2,07. I reflekteret lys fremstår den lys brunliggrå med tydelig reflektionspleokroisme (Ro er gråbrun, Re er mørkeblågrå); reflektansværdier er Ro 23 (rød) og Re 5.5 (rød). Refleksionsfarve og dobbeltreflektans er udtalt, og den udviser stærk anisotropi med strågule polarisationsfarver. Grafit tilhører den dihexagonale-dipyramidale krystalklasse, der danner hexagonale tavleformet krystaller langs {0001}; almindelige krystalformer omfatter pinacoid, sekskantet dipyramide og sekskantet prisme, selvom velformede krystaller er sjældne. Det forekommer typisk som flager eller plader, mens tilslag optræder som tætte masser, jordiske masser eller sfæroider.

Grafitkrystaller har en karakteristisk lagdelt struktur, hvor carbonatomer er arrangeret i sekskantede netværkslag; carbonatomer ved gitterpunkterne i et lag er placeret i forhold til centrene af de sekskantede masker i de tilstødende lag over og under. 2-lags stablingssekvensen svarer til grafit-2H-polytypen, som hører til det hexagonale krystalsystem og repræsenterer den form for grafit, der almindeligvis forekommer; 3-lags stablingssekvensen svarer til grafit-3R polytypen, som hører til det trigonale krystalsystem, men som ikke kan isoleres som en særskilt fase i naturlige grafitstrukturer. I grafitkrystalstrukturen har carbonatomer i et lag et koordinationstal på 3 og er forbundet med kovalent-metalliske bindinger med en afstand på 0,142 nm, mens lagene selv er forbundet med molekylære bindinger med en afstand på 0,340 nm; denne unikke krystalstruktur og bindingsnatur giver grafit specifikke tekniske egenskaber.

 

Fysisk-kemiske egenskaber
På grund af den tætte pakning af kulstofatomer i atomlagene af grafitkrystalgitteret er termisk vibration begrænset, hvilket gør det muligt for grafit at modstå høje temperaturer og udvise unikke termiske egenskaber. Grafit har et smeltepunkt på 3850 grader og et kogepunkt på 4250 grader med en varmeabsorptionskapacitet på 6,9036 × 10⁷ J/kg; den gennemgår et minimalt vægttab, når den udsættes for højtemperatur lysbueopvarmning. Dens styrke fordobles ved 2500 grader sammenlignet med stuetemperatur, og den har en lav termisk udvidelseskoefficient (1,2 × 10⁻⁶), hvilket resulterer i ubetydelige volumenændringer under hurtige temperaturudsving. Tilstedeværelsen af ​​meget mobile elektroner i grafitkrystalgitteret giver det elektrisk og termisk ledningsevne, der kan sammenlignes med metallers; dens varmeledningsevne falder dog, når temperaturen stiger, og nærmer sig til sidst en ikke-ledende tilstand ved ekstremt høje temperaturer. Grafit udviser fremragende kemisk stabilitet og forbliver modstandsdygtig over for korrosion af syrer, baser og organiske opløsningsmidler. Dens smøreegenskaber minder om molybdændisulfid og polytetrafluorethylen (PTFE), med en friktionskoefficient på mindre end 0,1 i smøremedier - en kvalitet, der er særligt udtalt i flagegrafit. Derudover har grafit gode belægnings- og plasticitetsegenskaber; den kan danne en fast vedhæftende tynd film, når den påføres faste overflader, og derved give beskyttelse, og kan fremstilles til produkter med komplekse former.

Send forespørgsel

Du kan også lide